Undertitel
- integration gennem partnerskaber

Projekttype
Udviklingsprojekt

Kategori
Samarbejde og netværk

Årstal for igangsættelse
2016

Årstal for afslutning
2018

Projektets resultat
Produktet er færdigudviklet

Projektet er støttet af
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Projektansvarlig: firmanavn
Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Projektansvarlig: website, angiv http:// eller https://
http://ign.ku.dk/

Projektgruppe: firmanavn(e)
Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Projektets idé
Kommunerne står overfor en stor opgave med at integrere flygtninge, der har fået asyl. Samtidig har mange kommuner også et problem med fraflytning og tomme boliger specielt i deres mindre byer. Med den nye bølge af flygtninge er flere kommuner i gang med at købe eller leje tomme boliger i mindre byer til at huse flygtninge, og ser det som en mulighed for at skabe nyt liv i disse små byer.

Erfaringer fra både Danmark og udland viser dog, at flygtninge og indvandrere generelt søger væk fra mindre byer og landområder og ind til de større byer (Sherrel, 2005; Hummelgaard & Husted 2001). Mange af de flygtninge, der efter flygtningelovens regler er blevet placeret i mindre byer, er efter den 3-årige bindingsperiode flyttet ind til byerne (Skifter Andersen, 2006). Flere væsentlige faktorer trækkes frem herunder de nytilkomnes mangel på socialt liv og netværk i de mindre byer (Larsen, 2011; Damm, 2014).

Foreningsliv og frivillige i mindre byer er vigtige ressourcer for at skabe liv og aktivitet i form af sport og kultur og samtidig også vitale for byernes overlevelse, da de virker som et bindeled mellem byen og de nu større kommuner (Herslund og Carstensen, 2013). Deltagelse i foreningslivet trækkes frem i medier, forskning og af regeringen som vigtige i integrationen af flygtninge, da det er her nytilkomne kan stifte bekendtskab med nye normer og værdier og skabe de netværk, der er så væsentlige for integration og følelsen af at høre til (Larsen, 2011; Politiken, 2015; Civilsamfundets topmøde, 2015). Men foreningslivet er også nyt for mange nytilkomne, og der er stadig langt mellem indvandrere i ’Foreningsdanmark’ (Brock, 2014) hvilket lægger op til en pro-aktiv indsats og synliggørelse af foreningslivet og de mindre byers mødesteder, hvis integrationen skal lykkes.

Kommunerne har ansvaret for integrationen i den tre-årige boligplaceringsperiode. Nogle kommuner arbejder med at bringe frivillige i spil i integrationsarbejdet hvor andre er mindre aktive. Kommunerne har mest fokus på de frivillige, der arbejder specifikt med integration og oftest ikke så meget på at inddrage det bredere civilsamfund og foreningsliv i integrationen, hvilket projektet her lægger op til. Udfordringer består i at skabe samarbejde og partnerskaber der er tilstrækkelig løse og fleksible til at de forskelligartede foreninger og frivillige kan bidrage på deres præmisser, men samtidig er tilstrækkelig formaliserede og koordinerede til at indsatsen kan fastholdes kontinuert over tid og at viden og erfaringer opsamles, videregives og bruges på tværs af de mindre byer og kommuner.

Projektets vil først afdække hvordan de mindre byer kan blive steder, hvor flygtninge bliver og bidrager til byens liv og udvikling og dernæst gennem et konkret projekt udvikle nye samarbejds- og koordineringsmetoder mellem kommunen, det lokale foreningsliv og frivillige for at forbedre og effektivisere den lokale integration.

Projektets formål
Formålet med projektet er at forbedre integrationen af flygtninge, der fået asyl og samtidig skabe liv og udvikling i mindre byer gennem offentligt-privat samarbejde. Dette skal ske gennem afdækning og læring af de erfaringer, der findes i mindre byer set fra både kommunernes, flygtningenes og lokalsamfundenes perspektiv, samt ved at afprøve læringen i et konkret projekt.

Projektbeskrivelse
Projektet vil bidrage til flygtninges integration i mindre byer gennem vidensdeling og formidling af projektets resultater til kommuner, organisationer der arbejder med integration og repræsentanter fra Foreningsdanmark mm. Projektet erfaringsopsamler viden fra Danmark og udland og generer ny viden fra kommuner, der har erfaring med integration af flygtninge i mindre byer og samarbejde mellem kommune og foreningsliv og stiller spørgsmålene:

- Hvordan oplever flygtninge at bo i de mindre byer? Hvilke udfordringer og problemer har de, og hvordan tror de, de kan løses? Hvordan fungerer deres hverdagsliv og hvilke behov har de? Hvordan mener de selv, de kan bidrage til livet og udviklingen i og af den mindre by?
- Hvordan indgår flygtninge i det lokale foreningsliv, hvad efterspørger de og hvilke barrierer og muligheder findes? Hvordan deltager frivillige og det lokale foreningsliv i integrationen, hvilke udfordringer og muligheder findes for at foreningerne kan spille en mere aktiv rolle i integrationen?
- Hvordan organiseres og koordineres samarbejde mellem kommune, frivillige og foreningerne om integrationen af flygtninge i disse byer? Hvilke gode og dårlige erfaringer er der, og hvad oplever kommuner, foreninger og frivillige som de største udfordringer?

Sideløbende vil den opnåede viden afprøves i to udviklingsprojekter, der har til formål at udvikle nye integrationsaktiviteter og afprøve partnerskaber og samarbejdsformer mellem kommune, foreninger, frivillige i to mindre byer, der nu skal modtage flygtninge. Herudover vil der oprettes et netværk i to kommuner mellem foreningsliv og frivillige og her afprøves metoder for erfaringsudveksling i civilsamfundet via elektroniske medier og forskellige typer workshops/festivaler. Erfaringerne opsamles i en guide til lokal integration, en temabog og formidles i en afsluttende konference.
Projektets udgangspunkt er et hverdagslivsperspektiv på den lokale integration, som handler om at være fortrolig med den fysiske omverden; byen, mødestederne og kommunen og kunne identificere sig med et lokalt fælleskab (Beck Jørgensen, 2002).

Projektet udføres af Københavns Universitet i tæt samarbejde med Kommunernes Landsforenings Integrationsnetværk og Varde Kommune. Varde Kommune medvirker, fordi der her er et eksplicit ønske om at skabe liv i de mindre byer og se flygtninge som en ressource heri. De har mange erfaringer fra integration af flygtninge i mindre samfund. Herudover vil flere kommuner fra Integrationsnetværket deltage hvor specielt Assens Kommune vil blive tættere involveret fordi de har erfaringer med utraditionelle netværkssamarbejder i deres integrationsindsats og med at aktivere og involvere foreningsliv og frivillige i den lokale integration.

Organisationer og foreninger

Kommuner og myndigheder

Forskere